Vores historie.
Fra hestevogn til lastbil: Vi har tæt på 100 års erfaring med transport.
Virksomheden blev grundlagt i 1926 af Jens Christian Koldkur og startede med blot én hestevogn, hvor han transporterede grise og køer samt foderstof for egnens landmænd.
Forretningen udvikledes stille og roligt frem til starten af 60'erne, hvor pelsdyrbranchen kom ind i billedet. Næste generation deltog nu i virksomheden, og en minkfarm blev etableret. Væksten i pelsdyrbranchen gjorde, at man nu også begyndte at køre minkfoder.
I midten af 70'erne blev de første store tankvogne købt, og landbrugssektoren blev en ny kunde. Denne udvikling fortsatte op gennem 80'erne og med forstærket kraft i 90'erne, hvor transport af farlig gods i tankvogne også kom til. Op gennem 00'erne udviklede pelsdyrbranchen sig ganske meget, og vores forretning fulgte naturligvis med. For at kunne håndtere de vanskelige og tyktflydende råvarer til netop pelsdyrbranchen begyndte vi på det tidspunkt at specialkonstruere silotankvogne.
Vi har hele Europa som vores arbejdsplads.
Med øget fokus på kvalitetssikring i vores transportopgaver blev virksomheden i 2004 GMP-certificeret. Vi efterkommer således en række krav om god hygiejne, egenkontrol, sporbarhed og implementering af HACCP-system. I 2018 har vi udvidet vores kvalitetsledelsessystem til også at omfatte en ISO 9001-certificering.
Vognparken tæller ca. 50 trækkende enheder, og dertil hørende trailere, og har hele Europa som arbejdsplads. Opgaverne er gennem tiden blevet mangeartede. I de senere år har forretningen også oplevet en stor udvikling i transport med farlig gods – både i tankvogn og som stykgods. Landbruget betjenes fortsat, ligesom ATP-godkendte tankvogne gør det muligt at levere levnedsmidler. Udover at transportere kundernes varer tilbydes også et stort lagerhotel til opbevaring af kundernes flydende produkter.
I 2016 kunne J. Chr. Koldkur Transport A/S fejre 90 års jubilæum. I denne anledning har vi fået skrevet jubilæumsbogen "Hold dig langt væk fra lastbiler", som omhandler firmaets historie fra 1926 og frem til idag. Bogen forhandles på Forlaget Rasmussen & Aagaard I/S's hjemmeside her.
I mange år er virksomheden drevet af familien Koldkurs 2. og 3. generation, men i september 2021 valgte familien Koldkur at sælge J. Chr. Koldkur Transport A/S til Hans Jensen Transport A/S som et led i et generationsskifte. Læs mere om fusionen her.
Bag rattet.
Nogle kalder dem chauffører – vi kalder dem piloter.
For os er det hverdagssprog. Bag rattet har vi: Piloter.
Det gør vi ikke for at være anderledes, men for at symbolisere det ansvar, vi påtager os bag rattet. Vi transporterer både indenfor pharma, food, feed og industri. Fælles for brancherne er de særlige regler, krav og lovgivning på det enkelte område. Et ansvar vi tager på os, når vi sætter os bag rattet.
Vores ansatte er hjertet af virksomheden.
At være stolt over det, man laver, have et formål på arbejdspladsen og dele værdierne i virksomheden, er alle legitime medarbejderkrav. Ved at investere i trivsel er vores positive og stærkt motiverede personale byggesten for en succesfuld forretning.